Af tekstforfatter Majbritt Lund

Når du søger job, er du i gang med en af livets sværeste markedsføringsopgaver. For søger du en opslået stilling, læser din mulige chef (eller virksomhedens HR-afdeling) din ansøgning samtidig med alle dine konkurrenters ansøgninger. Og dine forcer er sikkert hverken tekstforfatning eller øvrig markedsføring.

Én fordel har du dog: Du konkurrerer formentligt med andre kandidater, der heller ikke har det at skrive som deres fremmeste kompetence. Og derfor kan du let slå dem med det gode og levende sprog, som jeg gennemgår lige om lidt.

Mange af de fejl, jeg påpeger, kan du sikkert genkende fra jobopslaget om den stilling, du søger. Derfor har du tit et sløret billede af stillingen og den profil, virksomheden ønsker til opgaven. Det i sig selv er en god grund til at kontakte virksomheden for at finde ud af, om I vil være et godt match. Samtidig kan opkaldet give dig en række detaljer, som du kan bruge til at gøre din ansøgning mere levende og konkret.

Skriv ”du” eller ”I” i stedet for ”jeg” 

Dels er det et kendt faktum, at de fleste foretrækker at læse om sig selv. Dels kommer du automatisk til at fokusere mere på virksomhedens udbytte af at ansætte dig end på dig selv med ord som ”du” og ”I”. Og allerede her bliver din ansøgning mere interessant for din læser.

Skriv aktivt i stedet for passivt

Skriv ”jeg handler” i stedet for ”der handles” eller ”en handlende”. For det interessante er, hvem der handler. 

Skriv:

”Med mig i virksomheden får du en PA´er, der observerer og spørger ind, før jeg handler.”

I stedet for

”Søger I en observerende, spørgende og handlende PA´er?”

Du kan let opdage de passive ord. Mange slutter på ”s”, mens andre slutter på ”ende”, ”else” eller ”inger”. Sidstnævnte kaldes også verbalsubstantiver. Det er, når man laver et verbum om til et navneord og dermed fjerner det aktive i ordet. Derfor bliver sætningen unødigt langt og snørklet.

Skriv konkret, ikke abstrakt

Brug så mange konkrete navneord og tal som muligt.

Har du tidligere løst opgaver, hvor dine resultater kan måles, er den del let nok. Og du kan skrive tal ind flere steder. Hvis det er relevant at skrive, at du tidligere har ledet større afdelinger, så skriv hvor mange medarbejdere, du havde ansvaret for.

Du kan også være mere konkret i resten af ansøgningen ved at skrive konkrete navneord ind. ”Mælk, ost og smør” i stedet for ”mejeriprodukter”.

Søger du job som fotograf, kan du skrive alle de steder ind, hvor virksomheden kan bruge dine billeder i stedet for bare at referere til ”onlinebrug”, som der måske stod i jobopslaget. Måske viser du allerede her, at du ser flere muligheder for at bruge billederne, end virksomheden selv er klar over.  

Undgå klicher

”Tænke ud af boksen”, ”mange bolde i luften” ”søger nye udfordringer”. Ja, klicheerne står i kø. Måske fordi de er det oplagte modsvar til jobopslag, der også er fyldt med klicheer. Hver gang du overvejer at bruge dem, så husk, at de netop får din ansøgning til at ligne alle de andre ansøgninger. 

Brug i stedet en time eller to på at finde på dine egne udtryk, som du kan bruge i mange af dine ansøgninger fremover.

Pas på med fagord

Selv om du bliver hyret på din faglighed, skal du huske, at din kommende chef – eller dem han drøfter din ansøgning med – ikke nødvendigvis har samme faglighed. Derfor bliver din ansøgning hurtigt svær at forstå, hvis du bruger mange fagord.

Hvis du skal sende din ansøgning til en person uden din faglighed, eller det fremgår, at et blandet udvalg skal tage stilling til din ansættelse, skal du bruge et almindeligt sprog, der matcher firmaets tone of voice. Nogle steder kan du måske bruge fagordet på en måde, så det fremgår, hvad det betyder, uden at du taler ned til læseren.

Omvendt er det selvfølgelig vigtigt at vise, at du har styr på fagordene, hvis du skal ansættes direkte af en specialafdeling. Så skal du bare være sikker på, at det udelukkende eller primært er fagpersoner, der skal læse din ansøgning.

Sæt mange punktummer

De gør det lettere at læse din ansøgning. Vurder, om du kan dele din sætning op med et punktum, hver gang du har mere end et komma i en sætning. 

Eksempelvis

”Min baggrund fra x branche gør, at jeg både kan analysere situationen og handle på den. Herudover har jeg et stort netværk blandt nøglepersoner, såvel i kommuner som private virksomheder.”

I stedet for:

”Udover et stort netværk blandt nøglepersoner, såvel i kommuner som private virksomheder, gør min baggrund fra x branche også, at jeg både kan analysere situationen og handle på den.”

Og til sidst

Når du vurderer, at din ansøgning er færdig, så læs den igennem med et eneste formål: Vurder samtlige ord, formuleringer eller sætninger benhårdt. Kan nogle af dem fjernes, uden teksten bliver dårlige? Hvis ja, så slet dem. 


Om skribenten: 

Majbritt Lund er uddannet journalist og har haft sin egen kommunikationsvirksomhed siden 2007. Her rådgiver hun sine kunder om markedsføring og skriver markedsføringstekster.