Undskyld jeg har løjet

Ja, jeg er jo nok nødt til at starte dagens post med at sige undskyld, for som du måske har gættet ud fra de posts jeg har lavet i uges løb, så har jeg været til jobsamtale i mandags. Det har jeg selvfølgeligt vist allerede i sidste uge, men jeg var bare slet ikke lige klar til at fortælle folk at jeg skulle til samtale. Så jeg kaldte det kaffemøde i min kalender.

Så ud over at fortælle dig om min forgangne uge (der er sket en hel del), så skriver jeg også lidt om det her med ikke have lyst til at dele oplysningerne, og mine tanker om hvorfor det er. Jeg afslutter selvfølgelig med hvad jeg forventer kommer til at ske i næste uge.

Ugen der gik

Netværk

Netværksdelen har i denne uge været meget blandet for mig. Det har handlet om kaffemøder, blog, fest for fyrede, skrivning af artikler og udgivelse og udviklingsmuligheder for podcasten.

Artikler

Jeg startede ugen med at gå igang med en ny artikel omkring spørgsmål til jobsamtalen, den udkommer snart på Jobfisk.dk. Samtidig fik jeg tirsdag udgivet min første engelsksprogede artikel, ‘Why its tough looking for a new job’, også på jobfisk.dk. Jeg har også brugt til på at blogge omkring mine jobsamtaler i løbet af ugen, både om 1. samtale og om 2. samtale. Her fortæller jeg lidt om hvordan jeg har forberedt mig, samt mine tanker omkring forløbet.

Kaffemøder

Egedal Jeg havde to kaffemøder i denne uge. De har begge været ekstremt givtige for mig på meget forskellige måder. Det første var i tirsdags, og det endte med at blive et ca. 3,5 times udviklingsmøde. Vi talte om jobsøgning og alternative muligheder. Det var helt igennem virkelig spændende.

Det andet var med kontakten jeg fik igennem mit velkomstmøde i a-kassen. Det gav mig et virkelig godt indblik i at
jeg faktisk nok har fokuseret min jobsøgning forkert. Min profil er meget mere rettet mod det private erhvervsliv end mod det offentlige. Det var klart en øjenåbner for mig, og gør også at jeg skal igang med at arbejde med retningen af min jobsøgning i ugen som kommer.

Podcast

Tirsdag kom der lidt liv i podcasten med en episode om hvad man kan bruge sit jobcenter til. Det er egentlig en jeg optog sidste år, men som aldrig blev udgivet. Så arbejdet med den var ikke helt så omfattende som normalt, da der bare skulle skrives shownotes og udgives. Torsdag brugte jeg min aften på at redigere og skrive shownotes til næste episode, som også bliver spændende 🙂

Fest for fyrede

Både torsdag oFFFg fredag har jeg talt med 2 evt. kommende bloggere, som måske skal skrive gæste posts her på min blog (læs mere om hvordan du kan gøre det samme, i bunden af siden).

Fredag besøgte jeg Fest For Fyrede på Frederiksberg, hvor jeg hjalp til i CV cafeen. Her brugte jeg omkring 3 timer på at hjælpe med at gennemgå andre jobsøgendes CV´er. Det er altid spændende at få muligheden for at hjælpe andre. Det gav mig samtidig en rigtig god mulighed for at netværke med folk i branchen som jeg gerne vil arbejde i.

Ansøgninger

Der har både været gang i den og meget stille på ansøgningssiden for mig i denne uge. Jeg har ikke fået sendt en eneste ansøgning afsted. Til genegæld har jeg jo været til 2 samtaler.

Jobsamtalerne

Mandag morgen havde jeg første samtale, den fik jeg svar på sent om eftermiddagen. Jeg fik så et link til en profil test jeg skulle lave senest så de havde den tirsdag morgen. Tirsdag ringede en fra deres HR afdeling med en tilbagemelding på testen, så jeg var klar til 2. samtale. Denne var så onsdag formiddag. Allerede ved 2 tiden fik jeg så afslag på stillingen. Det var ikke så hårdt som jeg ville have regnet med at få afslaget. Det tror jeg i høj grad hænger sammen med at jeg forstod deres baggrund for det.

Det var nogle meget intensive og mentalt krævende dage synes jeg. Det er også en af grundende til at der ikke blev sendt nogen ansøgninger ud i ugens løb. Jeg kunne mærke at jeg til 2. samtale om onsdagen var noget mere nervøs end til den første. Jeg tror meget det hang sammen med ikke rigtig at have overblikket over hvad der skulle ske til samtale nr. 2 for mig.

Møde med jobcentret

Mandag fik jeg også afslag på et andet job jeg har søgt, men da det var et af juleassistance jobbene, så jeg har ikke tænkt mig at følge op på det.

Torsdag kom dagen for mit første møde med jobcentret. Og OMFG!!! Undskyld, jeg ved godt jeg ikke var super forberedt, pga. jobsamtalerne havde haft fokus. Normalt vil jeg jo sige at hvis man bare er godt forberedt osv, så går det nok også kan man altid bruge møderne til noget. Men, men, men… Min jobkonsulent, som IKKE var hende jeg havde booket et møde hos, var insisterende på at finde ud af hvor hun kunne kritisere min jobsøgning. Fokus på hvilke fejl jeg levede og hvad jeg kunne gøre. Jeg er helt med på det med at komme med gode ideer til alternative jobsøgningsstrategier, men jeg har været ledig siden d. 1. (under 1 måned) og været til 3 samtaler, det er jo ikke ligefrem fordi det går super skidt!!!

Jovist jeg har ikke fået job endnu, men kunne man ikke starte ud med lige at høre om jeg som BORGER har behov for hjælpen? Jeg ved godt der er mange forskellige vikler og meninger omkring det her, men jeg blev bare SÅ irriteret efter det møde!! Det var ikke super meget brugbart jeg fik ud af det.

Fremtidige muligheder

En af de ting jeg har fået ud af ugen generelt er det her med at transporttiden faktisk ikke er så slem, jeg har både været i Egedal kommune og i Hillerød, og den største udfordring i det er faktisk økonomien. Jeg fandt ud af at A-kassen refundere kørsel hvis man er i praktik eller løntilskud langt væk, så det er da en ekstra bonus. Og får jeg først et job så burde lønnen jo kunne dække de udgifter.

Den største udfordring er at bruge penge på at komme frem og tilbage til samtaler, når man ikke har så mange af dem. Penge altså 😉

Vurdering af ugen:

Jeg synes virkelig der er sket en masse, og mentalt har det været en hård uge. På trods af afslag på jobbet, så har det faktisk været en rigtig god uge. Jeg har lært en masse og haft mulighed for at lære fra mig.

JEG VIL IKKE DELE!!

Som sagt valgte jeg i sidste uge at undlade at dele det at jeg skulle til jobsamtale. Det var både her på bloggen, og i mit netværk jeg ikke delte det. Det var kun ganske få, som blev påvirket af at jeg skulle flytte rundt på min kalender eller andet i den dur, som fik det af vide.

Min egen tanke process omkring det bunder nok mest i to ting:

  1. At jeg føler jeg bliver mindre nervøs jo færre der ved jeg skal til samtale
  2. Hvis jeg ikke går videre til næste samtale / får jobbet, er der færre personer jeg føler jeg skal skuffe.

Nervøsitet

Tanken om at jeg ikke skal leve op til andres forventninger end mine egne er med til at gøre mig mindre nervøs til en samtale. Det betyder at jeg bedre kan forberede mig til samtalen, både i tankerne, men også med de konkrete ting jeg gør. Det betyder også at jeg ikke behøver at bruge tid og energi på at skulle forklare folk hvad det er for et job, og hvilken virksomhed osv.

Skuffe mig selv og andre

Det kan være rigtig svært ikke at blive ked af det når jeg ikke går videre til 2. samtale, eller får afslag på et job. Det kan være hårdt nok at håndtere mine egne følelser omkring ikke at få jobbet. Derfor bliver det også dobbelt hårdt at skulle fortælle andre at jeg ikke har fået jobbet. Jeg føler rigtig meget at jeg skuffer dem, og deres forventninger til mig.

Ugen der kommer

Den kommende uge bliver meget stille og rolig, og med fokus på at få sendt nogle ansøgninger ud af døren. Jeg har jo desværre ikke rigtig haft fokus på at få sendt ansøgninger i sidste uge, så det må jeg komme efter i denne 🙂

Uge 44

Flere af de stillinger jeg har planlagt at søge i den kommende uge har jeg fundet på LinkedIn. Faktisk er alle dem jeg pt. har tænkt mig at søge i næste uge fra LinkedIn. Virksomhederne jeg søger hos i denne uge har delt deres opslag på LinkedIn, men ikke lagt dem ind i jobsøgningsdatabaserne. Det giver en klar fordel, da de ikke får lige så mange ansøgere.

Så dagens råd må være at hvis der er en virksomhed du gerne vil arbejde med, så følg dem lige på LinkedIn, måske de ikke poster alle deres job på jobindex og andre portaler.

Ellers står ugen i høj grad i podcastens tegn, jeg skal lave 2 nye interviews, begge tirsdag. Det bliver et om påklædning og et om mindfulness. Begge emner som jeg glæder mig rigtig meget til at tale med eksperterne om.

Også er der netværkspleje og at arbejde med at finde ud af om jeg kan gøre min jobsøgning mere skarp.

Kontakt

Jeg vil meget gerne invitere dig indenfor på bloggen. Hvis du har lyst til at fortælle om hvordan du søger job, så send mig en mail. Jeg er sikker på at din måde at søge på og dine tanker også kan hjælpe andre 🙂

Du er også meget velkommen til at skrive hvis du har nogle spørgsmål til mig omkring min strategi eller andre ting, eller endnu bedre, hvis du har et job til mig 😉

Hav en dejlig dag, og Go Jobjagt!

Diana